Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Kærligheden er et vigtigt et kulturelt fænomen, fordi kærligheden angår den personlige lykke i vores liv. Men at vi oplever kærligheden er jo ingen selvfølgelighed.
Og så taler vi om fænomenet kærlighed som om det er en ting alle helt sikker ved, hvad er – ligesom en cykel. Men der er så meget vi kalder kærlighed.
Der er i hvert fald to fremtrædende billeder af kærligheden i vores samfund og kultur:
Forældrekærligheden og den romantiske kærlighed mellem to.
Forældre elsker deres børn på en måde som omfatter børnenes hele liv.
Man tilsidesætter gerne egne behov og ønsker for børnenes skyld.
Herfra kender vi til den uselviske kærlighed dvs. den kærlighed der ser på den andens livsopfyldelse, før man ser på sin egen.
Film, bøger, sange, reklamer o.a. beherskes af den romantiske kærlighed med dens tankesæt og følelsesliv omkring den eneste ene.
Forelskelsen og de højstemte følelser hører til den romantiske kærlighed.
Othellos følelser for Desdemona i Shakespeares Othello er vi ikke i tvivl om.
Othello er virkelig forelsket.
Men han siger om sin kærlighed til Desdemona, at han elskede alt for meget – som forklaringen på at han endte med at kvæle hende af jalousi.
Det er da muligt at den elskede bliver både bedre, klogere, og smukkere end alle andre ser ham eller hende. Men man behøver ikke blive blind, fordi man evner at ”se hen over” visse fejl og mangler.
Vi accepterer, at der er stærke følelser på spil i kærligheden.
Og nogen gange så stærke, at man kan blive blind af kærlighed – og det gælder både i forældrekærligheden og i den romantiske kærlighed.
Kærlighed kan gøre blind. Men kan kærlighed ikke også gøre ”seende”.
Er det ikke netop, hvad mange føler, at de oplever:
At den kærlighed vi måske får lov at opleve kan lade os ane en guddommelig virkelighed.
Den lidenskabelige kærlighed kan lade os se ind i den guddommelige virkelighed.
Fx beskrives den lidenskabelige kærlighed, forelskelsens rus i Højsangen i Det gamle Testamente
”Læg mig som en seglring ved dit hjerte, som en seglring om din arm;
for kærligheden er stærk som døden, lidenskaben grum som dødsriget, dens flammer er flammer af ild, en voldsom brand.
Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort. Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?”
Kærlighed kan gøre seende?
Ja, hvis vi er opmærksomme, så lader Gud os allerede i forelskelsen og lidenskaben ane en guddommelig virkelighed.
For kærligheden er lidenskabelig og kødlig.
Det er bl.a. hvad vi hører i Johannesevangeliet, hvor der står:
Således elskede Gud verden at han gav sin eneste søn.
Vi kan omskrive det og sige, at Gud var så forelsket i sin skabning, at han ville gøre sig til ét med den. Derfor blev Guds kærlighed kød i mennesket Jesus.
Den uselviske kærlighed kan også lade os se ind i den guddommelige virkelighed.
Fx beskrives den uselviske kærlighed i stykket fra Paulus brev:
”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.
Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.
Og om jeg så uddeler alt hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.
Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre.
Men størst af dem er kærligheden.
Kærlighed kan gøre seende!
Ja, den uselviske kærlighed er billedet på den kristne kærlighed, som den kom til udtryk i Jesus i levende live. Han var og er ”kærlighedens standard”,
og det er den kærlighed, som Paulus har formuleret i citatet.
To ting er karakteristiske for den guddommelige kærlighed:
At kærlighed er handling – kærligheden er kærlige handlinger.
Og at kærligheden er uselvisk – kærligheden søger den andens livs opfyldelse.
I den uselviske kærlighed og i den kærlighed der handler aktivt, kan vi da ane en guddommelig virkelighed.
Kærlighed kan da også gøre os seende på anden vis!
Vi kan se os selv og vores tilværelse. Gransker vi os selv, ja så kan vi vel konstatere at kærligheden vi i almindelighed elsker med, ikke er uselvisk – den er sårbar, nærtagende og fuld af forventninger og betingelser.
Men når det så ind imellem alligevel lykkes os at spejle kærligheden i verden så kan vi se Guds kærlighed og virkelighed.
Ingen af os evner at leve livet og elske med en kærlighed der tåler alt, håber alt, tror alt, udholder alt osv. som vi hørte. For den fuldkomne kærlighed hører Gud til.
Den kærlighed hvorom Jesus siger til disciplene: at den i sidste ende giver afkald på magt og ret og derfor må ende med døden.
I den kærlighed kan vi se meningen med verden og vore menneskelige forhold.
Selv om der er så meget vi kalder kærlighed.
I kærlighedens standard er der angivet mål og mening med vores tilværelse.
Kærlighedens standard giver håb for vores fremtid
Her er det vi inderst inde kan leve og dø for.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre.
Men størst af dem er kærligheden.
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
På alterbordet i mange danske kirker ligger en gammel Bibel.
Ofte er det en særlig Bibel – den Bibel der udkom i 1550 og var den første oversættelse af Bibelen til dansk. Den blev trykt i hele 3000 eksemplarer.
Grunden til det høje oplag var, at kong Chr. III ønskede, at der skulle være et eksemplar i alle danske og norske kirker.
Der var to forudsætning for fremkomsten af Chr. den III.’s Bibel.
Dette ene forudsætning var bogtrykkerkunsten.
Dengang brugt man mindre stykker papir og skriftruller, når man nedskrev ting.
Papiret var blevet opfundet i Kina og var i 1100-tallet kommet til Europa.
Man havde det problem, at ville man kopiere dokumenter, så måtte man skrive dokumenterne af
– det var dyrt og tidskrævende.
Og ofte var der ikke mange mennesker, som fik glæde af kopierede dokumenter. For officielle dokumenter var skrevet på latin. Og de fleste almindelige mennesker kendte kun deres eget lokale sprog.
Latin var Kirkens og de adeliges sprog.
Men i Mainz havde Johan Gutenberg omk. 1450 opfundet den moderne trykpresse!
Systemet bestod af små blokke med bogstaver. Blokkene kunne sættes sammen til ord, ordene til sætninger og sætningerne til bøger! Når man smurte blæk på blokkene, kunne man trykke massevis dvs. masseproduktionen var opfundet.
Det var nu muligt at sprede sit budskab til store folkegrupper uden de store omkostninger.
Den anden forudsætning for fremkomsten af Chr. III.’s Bibel var reformationen. Der var på den tid en generel kritik af den katolske kirke og det kirkelige liv.
Der var et behov for at gendanne den kristne tro.
Den tyske munk og doktor i teologi Martin Luther mente, at man skulle se i Bibelen for at komme tilbage til den oprindelige kristendom.
Men Luthers forståelse af kristendommen reformerede kirken – ja, det endte med, at han blev smidt ud af den katolske kirke.
Blandt andet mente Luther, at det var vigtigere at gøre gode gerninger mod sine medmennesker og at opføre sig som en god kristen frem for at gennemføre de mange ritualer i kirken.
Derfor måtte enhver kristen have mulighed for at læse i Bibelen.
Men på den tid fandtes Bibelen kun på latin og græsk.
Netop det forhold ændrede Luther, da han oversatte Bibelen til hverdagssprog.
Desuden lavede Luther en række skrifter, der forklarede Bibelens tekster for menigmand – også skrifter forfattet på det alm. folkelige sprog.
Den hurtige udbredelse af Luthers tanker og skrifter skyldtes den nye opfindelse – bogtrykkerkunsten.
Derfor nåede Luthers tanker også tidligt til Danmark.
Den sønderjyske Hertug Christian var en af de tidlige tilhængere. Så da han blev konge af Danmark, som Chr. den III, indførte han i 1536 den lutheske lære i hele Danmark.
Og et centralt punkt var Bibelen på hverdagssproget.
Derfor kom Chr. III’s Bibel ud til alle kirker.
Mange vil jo nok sige, at med den udbredelse Bibelen har fået, så har enhver adgang til Guds ord.
Det betyder dog ikke, at Bibelen skal forstås som ufejlbare ord af Gud.
Det er snarere sådan, at Bibelen handler om Gud og derfor på en eller anden måde har ham som forudsætning. Det udelukker jo heller ikke at skrifter eller deres forfattere kan modsige hinanden, da de kan have forskellig gudsforståelse.
Og læser man Bibelen, er det tydeligt, at kun en brøkdel gengives som ord af Gud. Betydelig flere ord er ord til Gud. Men allerflest ord er ord om Gud.
Hvert skrift i Bibelen afspejler menneskers refleksioner over og tydninger af, hvad de har erfaret som udtryk for Guds åbenbaring i menneskers verden – i ord og handlinger. Derfor kan kirken også sige, at Bibelen MÅ være andet og mere end blot menneskeskabte ord.
Men hvordan så vurdere, hvilke skrifter der giver det mest troværdige billede af Gud.
Det spørgsmål havde reformatoren Martin Luther selv haft.
Og hans løsning var, at ethvert skrift skal måles på
”Om det driver på Kristus” dvs. Kristus er orienteringspunktet. Fordi Guds ord blev kød i Jesus Kristus.
”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”, dengang julenat i Betlehem.
Jesus blev det kødlige udtryk for Guds tanke og vilje – han skulle tale til os og få os i tale.
Når kirken kalder Bibelen for Guds ord, så har det altså en dobbelt betydning/mening.
Bibelen er Guds ord til os, forstået sådan, at Bibelen handler om Gud. Og centralt i Bibelen er Kristusskikkelsen, fordi Jesus Kristus er legemliggørelsen af Guds tanke og vilje blandt mennesker.
Dernæst er Bibelen også Guds ord til os, forstået sådan, at Bibelens ord kan skabe tro og håb og kærlighed i os, når vi hører eller læser ordene – og tror på, at det er Guds tale til os.
For i Jesus Kristus, i barnet i krybben – i den historie og det liv, der her opstod har vi fået lod og del.
Men fortællingen må gå i kødet på os. Og det gør den hver gang vi åbner os for fortællingen om barnet født i Betlehem julenat.
Jesus-barnet vokset op fra krybbe og vugge til kors og grav, fordi sådan ser kærligheden ud.
Det sande liv er if. kristendommen det liv, hvor kærligheden kommer til orde – bliver til kød og blod – bliver til virkelighed.
Guds ord skal høres og gå til hjertet.
Vi må hver især gribes og bevæges, for at Guds ord bliver til virkelighed i den verden, der er vores.
For da kan vi give videre af den julegave vi har fået:
Det Guds ord, der skaber lys og liv og kærlighed i verden.
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.
Et særligt menneske er han – denne fyrst Myskijn.
Han var god – det var der ingen tvivl om.
Mange misforstod ham i første omgang og anså ham for idiot, fordi han ikke – som normalt – tog hensyn til hvad der var til hans egen fordel.
Han taler åbenhjertigt med en kammertjener, uden at ane at det er upassende.
Og da den unge Burdovskij ankommer med sit følge for at afpresse fyrsten en del af nogle arvede penge, gennemskuer fyrsten straks deres forehavende.
Fordi de nu på denne måde har nedværdiget sig selv, får han medlidenhed med dem. Så han tilbyder alligevel Burdovskij de 10.000 rubler, han har krævet.
Blot er det nu ment som en ren gave.
Er mennesker mistroiske, viser han dem tillid – vender de ham ryggen, åbner han sin favn – hader de, så elsker han. Hvor han kommer hen sker det gang på gang, at svindlere tilstår deres hensigt og beder om forladelse, og gamle fjender falder hinanden om halsen.
Og fordi han er så inderligt god – over for stoddere, skøger, løgnhalse, fantaster, venner og fjender bliver verden bedre.
Længe ser det ud til, at det virkelig skal lykkes den unge fyrste at skabe et nyt og lykkeligt liv omkring sig og bringe himlen ned på jorden.
Men forfatteren til denne russiske roman: Idioten, vil også vise, at intet menneske kan
undgå at pådrage sig skyld, når dets liv sammenholdes med den fuldkomne godhed.
Og fyrst Myskins skyld kommer af, at han vil virkeliggøre den fuldkomne godhed.
Han vækker to kvinders kærlighed og forventninger, da han af lutter godhed lover begge ægteskab.
Da den ene af kvinderne, Nastasia, beder ham om at vælge mellem hende og Aglaja, som den anden hedder, falder godhedens projekt til jorden.
Situationen er sådan, at han ikke kan undgå at såre en af parterne.
Og selv da han undlader at vælge, sårer han begge kvinder.
Af den grund kan han måske endda betragtes som medskyldig i Nastasias senere død.
Gennem fyrst Mysjkin som det skønne menneske, får forfatteren Dostojevskij beskrevet den fuldkomne godheds formåen og begrænsning i verden.
At vise godhed forudsætter vores fantasi, indlevelse, situationsfornemmelse, handlekraft og meget, meget mere, for at vi kan tjene vores medmenneske bedst muligt.
Og alligevel kan den oprindelig gode handling få et ondt resultat.
Ligesom fyrsten der kun vil gøre det gode og dog gør sig skyldig i det onde.
Fyrst Mysjkin fortæller i følgende citater, hvordan han vil realisere den menneskelige tilværelse i en ny form – virkeliggøre den fuldkomne kærlighed, tilgivelse – godhed:
“Nu rejser jeg ud blandt folk, og måske begynder der et helt nyt liv for mig …
Jeg besluttede så at udføre det, der blev mig pålagt, ærligt og redeligt…
Jeg ville straks være høflig og åben mod alle ved enhver lejlighed; … “.
Mysjkin vil forme sit liv og give det den fuldkomne godheds skikkelse.
Men et sådant fuldkomment og skønt menneske kan ikke eksistere i vores jordiske tilværelse.
Her bliver også den uskyldige skyldig, og det netop på grund af sin uskyld.
Her kan ingen stå med rene hænder … og fødder! – medmindre man lever i selvbedrag.
Men hvad er så meningen, når Jesus siger:
Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, som jeg har gjort mod jer.
Jo – disciplene skal tjene som Jesus tjente dem.
Men meningen med sådan et forbillede er jo ikke, at vi skal tjene hinanden ved efterabe Jesus og gå rundt og vaske fødder på hinanden. Meningen er dog heller ikke, at vi skal gøre hele Jesu person og liv til et forbillede, som vi forsøger at efterligne for at tjene vores medmennesker.
Det med forbilledet kn formuleres anderledes.
Man kan sige at Kristus efterlod sig et billede og den sandhed, som dette billede udtrykker.
Billedet blev dog knust ved sammenstødet mellem ham og denne verdens magtmennesker, men det blev ikke af den grund udryddet.
Det knuste billede har åbenbaret en sandhed, som det ikke er muligt at blive fri for og komme af med.
Jesus stod frem som et så ægte udtryk for vores menneskelige tilværelse, at denne tilværelsens orden aldrig siden er blevet glemt. Derved er Jesus på én gang dommen over verden, og verdens højeste håb.
Fyrst Mysjkin i Dostojevskijs roman “Idioten” er undertiden blevet opfattet som en moderne Kristus-skikkelse.
Spørgsmålet er da om fyrst Mysjkin bærer billedet af Kristus foran sig som en opgave.
Eller Kristus er en realitet – et billede i ham, som han ikke kan frigøre sig fra.
Sagen er at forskellige fortolkere har besvaret dette forskelligt:
Nogen mener fyrst Mysjkin er en bevidst Kristus-efterligner dvs. han veloverlagt arbejder for at godheden skal vinde plads i verden.
Andre mener at fyrst Mysjkin er en skikkelse, der bærer billedet af Kristus i sig.
Og dette billede griber ham som en inspiration og skabende kraft i alle mulige situationer.
Men uanset hvad, ja så tjenes medmennesket jo ved, at godheden udbredes i verden.
Forfatteren Dostojevskij er optaget af rigtige mennesker af kød og blod, som er fulde af modsætninger, uafklarethed, tanker, tilfældigheder.
Nogen gange må tage os sammen og arbejde for at se og vise godhed. Og andre gange kommer godheden os i forkøbet uden at vi har skænket den en eneste tanke eller arbejdet bevidst for den.
Ifølge Dostojevskij er skylden et fælles livsvilkår for alle mennesker, og derfor er alle mennesker i sidste instans afhængige af at kunne tage imod tilgivelse.
Dette gælder fyrst Mysjkin – såvel som os.
Uden tilgivelse kan intet menneskeliv lykkes, så sandt som verden er fuld af tilfældigheder og intet jordisk menneske er fuldkomment.
Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby.
Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.«
Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Omkring 350 før vor tidsregning udgjorde græske byer og småstater ikke et samlet Grækenland.
En af kongerne Filip af Makedonien ønskede at forene disse – og få dem til at anerkende ham som overhoved.
Hans hær var stærk og alt gik efter planen indtil man nåede Sparta.
Spartanerne var et folk kendt for deres fordringsløse levevis, deres mod og så var de kendt som et folk, der brugte få ord.
For at undertvinge Spartanerne opmarcherede Filip hele sin hær ved grænsen og sendte følgende budskab til Spartanerne: Hvis I ikke straks underkaster jer, vil jeg invadere landet – plyndre og brænde og jævne byer med jorden.
Få dage efter modtog Filip et svar.
Da han åbnede brevet, så han, at der kun stod et eneste ord. Det var ordet: Hvis.
Denne lille anekdote handler om, at alle kong Filips planer for fremtiden byggede på dette ”hvis”.
1. søndag i advent fejrer vi kirkens nytår.
Vores kalenderår fejrer dog først nytår den 31. december.
Uanset hvornår, vækker et nyt år til eftertanke.
For et nyt år gør skellet mellem fortid og fremtid tydelig.
Fortiden kender vi – vi ved hvad der er sket og hvad vi skal forholde os til.
Vi har både gjort godt og skidt – noget bevidst og noget ubevidst.
Fortiden ligger fast for os.
Fremtiden er anderledes
– den er åben og rummer dette ”hvis”.
I fremtiden kan alting ske – såvel alle løfters opfyldelse som alle rædslers virkeliggørelse.
Det er på én gang skræmmende og vidunderligt.
Fremtiden er muligheder.
Hver dag vælger vi mellem forskellige muligheder, og derved udelukker vi andre.
Vi mener at skabe fremtiden ved at vælge til og fra
– bruge vores vilje til at styre livet. Men viljen kan ikke styre uden om det smertelige og onde.
For fremtiden rummer også godt og ondt som tilfældigt rammer os.
Fremtiden kan bringe andet end vi regnede med.
Det gamle år er blevet historie.
Men det er historie som kommer os ved – i krop og sjæl bærer vi den med os ind i det nye år
Hvad blev så egentlig vores historie?
– eller måske skal vi sige historier.
For som mennesker bærer vi flere historier fx national historie, slægts historie, personlig livshistorie o.a.
Til vores historiske rødder hører, at vi er bundet til tid og sted.
Til vores historiske rødder hører også, at vores personlige historie er vævet sammen med Guds historie. Fx lød det i kirken ved døbefonten, at vi hører Herren til.
Ja, som mennesker er vi skabt med evnen til at forestille os en mere fuldkomme verden, end den vi er født til at leve og dø i.
Derfor har vi tro, drømme, ønsker, håb for fremtiden.
Vi hører og lever med, når Jesus i Nazarets synagoge oplæser Esajas teksten, hvor der står:
Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.
Esajas tekst rummer forudsigelse af fremtiden.
Ja tilmed Guds ønske for fremtiden. Den fremtid som begynder i og med Jesus – og som betyder
at fanger skal blive frie – at blinde skal blive seende – at undertrykte skal få værdighed
– ja at Guds nåde skal blive os til del.
Vores livshistorie bærer på fortiden – året der gik – med, hvad den nu engang rummer af godt og ondt. Når vi er kommet lidt på afstand, så ligger vores syn på den historie ofte ret så fast.
Derfor kan vi have brug for, at vores livs historie betragtes med nye øjne – med nådige øjne.
Ser med tilgivelsens og barmhjertighedens øjne på året der gik.
Sætter os fri af den fortid vi er fanget af.
Giver os et nyt syn på livet.
Oprejser os til et liv med tro, drømme, håb og ønsker for fremtiden.
Når vi til nytår syger Vær velkommen Herrens år!
Så kan vi synge i troen på og håbet om at Guds historie bærer vores livs historie – at Gud vil føre vores historie videre – forvandle vores fortid til en ny begyndelse.
Vores livs historie består af såvel fortid som fremtid. Vi er lige så vel vor fremtid som vor fremtid.
Men fortiden skal ikke æde fremtiden op. Tværtimod skal fortiden være fremtidens byggesten.
Vi skal også forstå os selv ud fra fremtiden – også ud fra Guds fremtid og hans nåde.
Guds nåde kan vise sig på mange måder i vores liv.
Nåden kan være, at man tror mere om livet end man faktisk har grund til – har tro, drømme, håb, ønsker for fremtiden.
Nåden kan være kræfterne til at leve i tillid til, at den daglige tilværelse rummer et overskud af livsmuligheder.
Nåden kan være evnen til at erfare livets fornyelse fx når fortiden bliver til byggesten for fremtiden.
Kirkens nytår – 1. søndag i advent – betyder ikke, at vi begynder forfra.
Fremtiden er godt nok fuld af ”hvis’ser”.
Men uanset hvad der sker, så er budskabet til os, at vores livs historie leves inden for Guds historie.
Og Guds historie er så fuld af nåde og fremtid, at den bærer vores historie.
Det kan og må vi leve vort liv på – også i det kommende år.
Så: Vær velkommen, Herrens år!
Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
At man føler sig udenfor, kan skyldes så meget.
I dag er fx et fænomen som mobning ikke reserveret tyranni i skolegården, fritidsklubben o.l. Nej det hører til i den åbne debat om psykisk arbejdsmiljø.
Mobning kan have mange udtryk.
Fx sladder, udelukkelse, nedgørelse, bevidst misinformation, over-kontrol, besværliggørelse af opgaver eller lignende.
Mobning er ikke bare drilleri eller almindelig surhed fra chefen.
Det er mobning, når man regelmæssigt udsætter en person for krænkende handlinger, som personen ikke er i stand til at forsvare sig effektivt mod.
Både den, der bliver mobbet, men også vidnerne til mobning kan berette om psykiske og fysiske følger af mobningen bl.a. at man føler sig udenfor, anderledes, ensom og meget, meget mere.
For et par år siden offentliggjorde Børnerådet en undersøgelse foretaget blandt 1100 børn i 6. klasse. Undersøgelsen handlede om, at børn ofte følte sig udenfor.
En tredjedel af eleverne oplevede, at de ofte skilte sig ud fra deres klassekammerater – og samtidig fortalte de, at de trivedes mindre godt end deres klassekammerater.
Børnene oplevede, at de ikke kunne være sig selv, men ligesom måtte påtage sig en rolle. Fordi de ønskede at være sammen med og ligesom deres klassekammerater.
Faktisk fornemmede 10 % af disse elever, at en stor del af deres klassekammerater ikke var med i fællesskaber i frikvartererne. Ligesom samme elever oplevede, at de ikke selv var med i nogen grupper i klassen.
Undersøgelsen viste, at det er svært at være en del af et fællesskab, og at alt for mange børn følte sig udenfor. Og undersøgelsen konkluderede, at det var vigtigt, at hjælpe børnene med at etablere inkluderende fællesskaber.
På længere sigt skulle børn opleve, at det er i orden at være anderledes.
At føle sig “udenfor” – føle sig forkert eller føle, at man er på det forkerte sted, har vi vist alle prøvet lige fra ung til gammel. Andre og deres manglende omsorg kan være skyld i at man føler sig udenfor. Men vi kan også selv bidrage til, at vi føler os udenfor
– alene fordi vi er forskellige af natur
Hvis man fx ikke evner at kommunikere harmonisk med andre mennesker samt danne bånd og have nære personlige relationer, kan man føle sig udenfor.
Og med følelsen af at være udenfor, følger ofte ensomhedsfornemmelsen.
Ensomhed handler om: ikke at føle sig værdsat af de mennesker og miljøer, som omgiver en.
At føle sig udenfor rammer vores sociale identitet…..og dermed måske også vores billede af os selv…..og dermed hele vores identitet som menneske.
Identitet forstået som en samlebetegnelse for, hvem vi er – som det særlige mennesker vi nu engang føler os som.
Ens sociale identitet handler om de andres opfattelse af en – dvs. vores væremåde og handlemåde, når vi interagerer med andre.
Ens selv-billede handler om vores opfattelse af os selv.
Og når der er en høj grad af sammenfald mellem ens billede af sig selv og ens sociale identitet, så oplever man at være i balance.
At være i eksistentiel balance oplever vi, ved at vi føler os vel tilpas – har det godt i vores dagligdag og med os selv.
I dagens evangelietekst hører vi, at Martha og Maria får besøg af Jesus.
Da får Martha vældig travlt. Hun vil opfylde gæstebudets uskrevne regler – værne om husets ære, som skik byder det – varte gæsten op og bespise alle.
Sådan var Martha måske bare – energisk og handlekraftig.
Men der var også noget utålmodigt og uroligt over Martha.
Søsteren Maria lægger derimod alt fra sig.
Maria har slået sig ned ved siden af Jesus og sidder og lytter til ham. Marthas appel til Maria om at hjælpe til, ænser hun slet ikke.
Men Martha forventer Jesu støtte, da hun siger:
Så sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig!
Martha er urolig – travl – splittet ved alle sine gøremål.
Men der er også det, at hun føler sig udenfor!
Udenfor det fællesskab, som Jesus og Maria har, da de sidder dér sammen.
Og det er sikkert det, som Jesus så godt forstår, da han siger til hende: Martha, Martha!
Han vil vække hende – kalde hende til sig.
Han bagatelliserer ikke Marthas bekymringer eller fjerner dem. Sådan er de fleste hverdage vel – fulde af dagligdags bekymringer, som flår og river i os. Og vores sind er fortravlede og splittede.
Jesus viser Martha omsorg ved at tage hendes udbrud alvorligt. Han medgiver hende, at der er mange bekymringer.
Underforstået siger Jesus vel: Jeg gi’r dig ret i, at Maria har det meget lettere i dag. Men det skal vi ikke tage fra hende – måske har hun netop nu brug for lige præcis det.
Måske får Jesus Martha til at stoppe op og glemme sin travlhed. Får hende til at huske det, der for alvor betyder noget. Det ene der er strengt nødvendigt
Det ene strengt nødvendige stod lige foran hende: venskabet, fællesskabet.
Maden, det fejede gulv o.a. var jo aldeles ligegyldigt i forhold til, at han endelig var kommet. Og at de havde glædet sig til at ses.
Her er det venskabs-forhold – den sociale relation – som kan bære, når alt andet går i stykker, og man føler sig udenfor.
Uanset hvor meget vi føler os anderledes og udenfor, så er vi altid inden for Guds fællesskab.
Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Jesu lignelser er fundamentale for hans forkyndelse.
De er livshistorier, som spejler menneskelivet – ikke blot dengang – men altid.
Dengang havde denne lignelse i øvrigt ingen overskrift.
Mens den jo i dag kaldes “Lignelsen om den fortabte søn”.
Vi ser den yngste søn for os – ham der stak af hjemmefra.
Han ville ud og se verden, og med sin arv i lommen lever han i sus og dus langt hjemmefra lige indtil formuen er borte …….og vennerne ligeså.
Uanset af hvilken årsag kommer den yngste søn til erkendelse af, at han har handlet forkert.
Han ved, at han har sat sig uden for far-søn forholdet – både i juridisk og familiær henseende men også psykologisk. Ja han kan slet ikke forvente farens kærlige følelser.
Men nu er der faktisk nogen, som mener, at denne lignelse burde hedde ”Lignelsen om den barmhjertige far”.
Og det er vel forståeligt, når vi ser faren løbe sønnen i møde, da han nærmer sig gården.
Faren forholder sig slet ikke til sønnens angerfulde bekendelse men falder ham om halsen og kysser ham som et tilgivelsens tegn.
Straks får sønnen festdragt, ring, sko – symbolerne på at han modtages som en hædersgæst, en fri mand og atter genindsættes som arving.
Og faderes glæde munder ud i en fest til ære for sønnen, livet og glæden.
Men atter andre finder overskriften – “Lignelsen om den fortabte søn” – helt rigtig.
Dog ser de ikke den fortabte søn i den yngste søn men i den ældste: den gode storebror, som pligtskyldigt blev hjemme på gården og hjalp faren.
Man kunne forvente, at han ville blive glad, da lillebror nu er kommet hjem.
Men i stedet føler han sig snydt med hensyn til farens kærlighed, festen.
Den ældste søn forsøger ikke at skjule sin vrede men viser tydeligt, at han er misundelig og føler sig uretfærdigt behandlet.
Faderen bliver ikke vred over den ældste søns reaktion – kommenterer heller ikke hans trofasthed og arbejde, men fremhæver i stedet deres altid tætte forhold.
Som lignelsen er overleveret til os, har den ingen slutning.
Vi får aldrig at vide, om den ældste søn til sidst tilgiver sin bror og sin Far og går ind til festen.
Og det er fordi vi selv skal skrive slutningen.
Vi skal gå ind i lignelsen – sætte os i den ældste søns sted – og fortælle videre med hele vores tilværelse.
Uanset vores svar, er det ret oplagt, hvad den gode slutning på lignelsen er.
Den gode slutning finder vi i den kærlige far, som vi kan se som et billede på Gud selv.
Han elsker sine børn ubetinget og tilgivelsen er en naturlig biting, fordi nærværet og glæden fylder alt.
Så lignelsen kunne vel også have haft overskriften: Ingen fremtid uden tilgivelse.
Lignelsen problematiserer da, at guddommelig tilgivelse og menneskelig tilgivelse ikke altid harmoniserer. Tilgivelse kan opleves som uretfærdig. Og som oftest fordrer menneskelig tilgivelse bekendelse og anger.
Desmond Tutu – tidligere ærkebiskop og menneskerettighedsaktivist, som bekæmpede apartheitstyret i Sydafrika – har sagt:
Kan man ikke tilgive, så kan man heller ikke få en fremtid.
Sydafrikas demokratiske regering ville, da den i 1995 kom til magten, gøre op med apartheid og fortiden, for at det nye Sydafrika kunne komme videre.
Derfor nedsatte man en ”Sandheds- og Forsonings-kommission”, som Desmond Tutu blev formand for.
Kommissionen skulle få sandheden frem om fortidens gerninger gennem afhøringer, offentlige beretninger o.l. Men formålet var ikke et retsopgør med skyld & straf, men derimod forsoning.
Formålet var, at mennesker kunne komme videre med deres tilværelse og ikke bare være deres fortid. I denne forbindelse skrev Tutu bogen: ”Ingen fremtid uden tilgivelse”
Tilgivelse er en proces, hvor man bearbejder følelser af vrede, bitterhed o.a., for ellers vil de følelser styre en.
Vælger man at tilgive en forseelse, så har man ikke mere mulighed for at vende tilbage til den – den bliver fortid. Man vælger da, at fortiden ikke skal have mere magt, end det er rimeligt
Derfor kan det være vigtigt med en rituel handling som fx kommissionens høringer i Sydafrika, da de satte skel mellem fortid og fremtid.
I bogen ”Ingen fremtid uden tilgivelse” siger Tutu et sted:
Præcis som de mennesker, der har begået de mest umenneskelige handlinger, viser sig at være ganske almindelige, vil det også vise sig, at de mennesker, der besidder enestående evner til at tilgive, er ganske almindelige og bor lige rundt om hjørnet.
Tilgivelsen – den vi giver eller måske arbejder på at give – ser bort fra straffen og rækker hånden til den skyldige.
Det store ved tilgivelsen er, er man ser sandheden om skylden, om skaden i øjnene og at man udholder denne sandhed, uden at man lader den dræbe glæden ved livet, troen og hinanden.
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:
Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.«
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«
Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
En af de dejligste fortællinger, der hører juletiden til, er fortællingen om de “vise mænd fra østerland”.
De så stjernetegnet på himlen og drog derpå af sted for at finde og tilbede den nyfødte konge-søn i jødernes land. De opsøgte kong Herodes’ palads. Men der var ikke nogen ny kongesøn at finde.
Kongens skriftkloge fandt imidlertid ud af, at man if. traditionen forventede den ny Messias-konge i Betlehem. Under vejledning af stjernen fandt de vise mænd barnet, som de tilbad og ofrede “guld, røgelse og myrra skær”.
Så vidt evangelisten Matthæus’ beretning.
Men tænker vi os om, så synes vi synes at vide meget mere end Matthæus fortæller i evangeliet.
Det skyldes, at fortællingen om de vise mænd har været meget afholdt. Så meget at der efterhånden opstod en række legender i tilknytning til Matthæus’ ret nøgterne fortælling.
En legende er – i bred forstand – en genrebetegnelse for fortællinger af opbyggelig art om hellige personer og fantastiske begivenheder.
Og kun en legende, der vedvarende fortælles, er en afholdt og dermed levende legende.
At de vise mænd med tiden fik kultagtig status for den almindelige befolkning, det vidner legendeudviklingen om.
Kun i Mattæusevangeliet hører vi altså om de vise mænd fra Østerland.
Meget tyder på, at de var vise, fordi de kunne læse i stjernerne dvs. de var den tids astronomer og astrologer. De kunne tyde og tolke den guddommelige vilje i stjernerne.
Derfor lod de sig lede af en stjerne, som de “havde set gå op” – en stjerne, som skulle være tegn på, at en kongesøn var blevet født.
Det er ikke helt usandsynligt, at astronomiske fænomener omkring vor tidsregnings begyndelse kan have trukket mange stjernetydere til området. Dvs. sådanne vise mænd kan have været til stede i landet i tiden omkring Jesu fødsel.
Af datidens nabofolk var især Kaldæerne kendt som dygtige astronomer.
Men Bibelen nævner ikke noget om de vise mænds antal, det står blot ”vise mænd”.
Antallet kan dog stamme fra de tre medbragte gaver: guld, røgelse og myrra.
Efter et par hundrede år kan man finde frem til, at legenden i hvert fald er vokset yderligere.
Nu vidste man, at de vise mænd var konger.
Det er så sidenhen røget ind i salmer, kirkekalender o.a.
Kongeværdigheden er dog usikker. Den skyldes formodentlig ønsket om én særlig overleverings sandhed.
Nemlig den overlevering, der sagde, at når Messias blev født, så skulle der ankomme tre konger fra henholdsvis Taris, Seba og Saba. Det forklarer jo trangen til at gøre de vise mænd til konger.
Omkring år 600 var legendestoffet beriget sådan, at man tilmed kendte navnene på de tre:
Caspar og Melchior og Balthasar – man vidste også, at Balthasar var sort afrikaner.
I en legende fra det ll. årh hedder det:
“Den første, en olding med hvidt hår og langt skæg, hed Melchior. Han ofrede guld til Herren som sin konge.
Den anden, ved navn Caspar, var en skægløs og rødmosset yngling. Han ofrede røgelse til Jesus som en hyldest til guddommen.
Den tredje, mørk af lød og skægget hed Balthasar. Myrraen, som var den gave han bragte, forkyndte at Menneskesønnen skulle dø.
De tre repræsenterer således de tre levealdre: ungdom, manddom og alderdom.
Mens gaverne udlægges symbolsk, som sider af Jesu væren som: konge, Gud og lidende frelser.
Ideen om Caspar som hvid europæer, Melchior gul asiat og Balthazar sort afrikaner er dog taget helt ud af det blå. Men i denne tydning kommer de til at fungere som udsendinge for alverdens folkeslag: Afrika, Asien og Europa.
Legenderne om vismændene var så levende i den kristne tradition, at de blev virkelige.
Så virkelige, at man endda fandt deres jordiske rester!
For det blev fortalt, at kejser Konstantins mor, Helena fandt de vise mænds jordiske rester i Jerusalem. Det mente man i hvert fald.
Omkring år 325 bragte hun relikvierne til Konstantinopel, hvor de blev opbevaret i Skt. Sophia-katedralen. Senere kom skrinet med relikvierne dog til Milano.
Men i 1162 erobrede kejser Barbarossa Milano.
Hvorefter han tog relikvierne fra Milanos domkirke og forærede dem til ærkebiskoppen af Køln.
De vise mænds eller De hellige tre kongers mørnede bene endte da i Køln domkirke.
Relikvierne blev et særdeles populært valfartsmål. Hvilket betød en god indtægt for kirken og byen.
Og relikvieskrinet er et af verdens fornemste kunstværker fra den tid. På de måde blev De hellige tre konger centrale i den europæiske kristne kultur.
En legende er en beretning, som er fortalt mange gange før, og som skal fortælles videre.
Og selv om en legende er en forkyndende beretning, så kan den skam godt være ”historisk”.
Legenden om de vise mænd og legenden om hyrderne – som vi hører juleaften – skal fortælles videre. Begge beretninger handler om den nyfødte kongesøn, som både jøder og hedninger tilbad.
Jøderne tilbad, idet de var repræsenteret af hyrderne fra Betlehems omegn.
Og alle andre folk – kaldet hedninger – kom og tilbad, idet de var repræsenteret af de vise mænd fra Østerland.
Denne kongesøn var nemlig født til at bringe alle folk på jorden sammen til ét nyt folk – Guds folk.
Så legenden om de vise mænd er en sand legende.
For en sand legende vokser og vokser ikke på grund af fantastiske tilføjelser, men fordi legenden selv er levende og inddrager mere og mere virkelighed i sig.
Legenden er i sig selv historieskabende.
Legenden om De vise mænd eller Hellige tre konger er altså ikke afsluttet. Legenden vokser og bliver stadig mere sand og virkelig, fordi den ikke handler om de tre konger, men om ham som de tilbeder.
Legenden vil fortælles videre indtil alle folk på jorden er kommet til barnet fra krybben, og er knyttet sammen til ét nyt folk – Guds folk.
I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.
Anker Larsen rammer så klart den fornemmelse vi har, at nogen mennesker bevares så tydelige og levende i vores erindring. At vi lever med dem, at de lever i os for altid.
De var ikke fuldkomne. Vi har måske også erindringsglimt, der viser svaghed, skrøbelighed, fejltagelser.
Men de har skænket os noget, som er gået ind i vor erindring, og er blevet en del af os.
Uddrag fra A. Larsens novelle:
Han havde afleveret pakkerne – ønsket Karen og hendes mor glædelig jul. De boede oven over og sørgede for alt i hans lejlighed.
Også i år havde han takket nej til invitationen til i aften – juleaften.
Men…… grankvisten og lyset!
Kommer straks, sagde Karen.
Hun rakte ham grenen, som han taknemmeligt tog imod.
På en næsten tom restaurant fik han sin gåsesteg og kaffe derpå.
Tomheden trængte sig ind i hans sind, ganske som den skulle.
Hjemme igen stak han grenen i en urtepotte og tændte lyset – fik en spids til at sende røgelse rundt i stuen. Livet havde lært ham, at jo mere han mistede, des mere ejede han.
Og han havde mistet alt. Og juleaften – hvor tomheden var størst – genoplevede han som sin genfødelse. Da kom billederne til ham næsten som et fast ritual.
Det første, der skete, var, at hans hustru døde.
Han så sin dybe sorg og fattigdom.
Derefter så han børnene: Grethe og Else.
Han havde haft så travlt med forretningen, karrieren, men nu fik han dem helt – og de med deres klare øjne og bundløse tillid – fik ham. De opdrog ham til deres liv.
De to børn var alt, hvad han havde.
Der var billedet fra dengang med lirekassemanden udenfor villaen.
Holme hadede lirekasser; tilmed var han i gang med et vanskeligt indlæg.
Han ville jage manden væk, men henne ved lågen stod Else.
Hendes lille ryg fortalte, hvor opslugt hun var af musikken.
Hun løb ham i møde for at dele sin glæde og få en mønt til manden.
Han kom til at smile og gik hen imod uhyret uden for lågen – og de lagde begge en mønt i mandens hat.
Billederne kom til ham i lysskæret:
Billedet, fra den jul, hvor Grethe kom hjem fra skole med hovedpine og feber. Det var den spanske syge!
Far, tror du, jeg kan komme op til juleaften?, spurgte hun fra sengen.
Ellers får du et lille juletræ herind, sagde han.
Juleaftensdag måtte Else lægge sig.
Hun var også blevet smittet.
Holme fyldtes med rædsel, så han glemte at købe det lille juletræ til Grethe.
Da husholdersken tændte juletræet i dagligstuen spurgte Grethe:
“Hvor er mit juletræ?”
Da var det, han gik ind, skar en gren af træet, satte et lys på, stak grenen i en urtepotte og bar den ind til Grethe. Men da sov hun.
Lyset havde svedet grenen – granduften bredte sig.
Så slog hun øjnene op og sagde: “Far – synes du ikke, at det er råt, at de i skolen forlanger…… ”
Han fik aldrig at vide, hvad de forlangte.
Han blev siddende med hendes hånd i sin. Fulgte hende ind i febervildelsen – søgte at optage hendes liv i sig. Da hun vågnede igen, tændte han julelyset på grenen i urtepotten.
“Hvor er det pænt,” sagde hun.
Lille Else fik slet ingen juletræ.
Hver gang, han var inde for at se til hende, lå hun og sov.
Juledag fik han at vide, at hun ikke skulle vågne mere.
Et nyt billede kom til ham.
Han sad hos Grethe og vidste, at hun snart måtte følge efter lille Else.
Med lange mellemrum så hun op – indimellem genkendte hun ham.
Sidste gang hun var vågen, rakte hun hånden ud: “Værs’god far. Det er julegaven fra Else og mig.”
Han lod, som om han tog imod gaven.
Hun smilede. Da han vågnede om morgenen, var Grethe borte.
Der gik en vinter, hvor han følte sig vanvittig.
Han skulle have sørget og lidt mere, end han kunne bære. Og sorgen burde have taget livet af ham. Men det gjorde den ikke.
Nok var han nu fuld af vemod, men der var også en følelse, som han ikke forstod.
Han kunne simpelthen ikke begribe, at pigerne var døde.
De var så levende i ham, at han ikke kunne forestille sig, at de var længere borte end i skole.
Men adskillelsen følte han den første lange vinter, hvor han ikke forstod Julegaven.
Men da foråret kom med lyset i træerne og farverne, fik han svaret.
Julegaven var det evige forår, der satte sig i hans sind.
Lige præcis sådan så skoven og haven ud for Grethe og Else.
Dét var julegaven:
Det nærmeste, man kan komme et menneske, er, at man får lov at leve dets liv – leve med, leve i, leve for det andet menneske.
Det menneske er levende klart i erindringen.
Derfor denne mærkelige følelse under vemodet. Denne følelse af evighed, hvor adskillelse ikke gives.
Lyset var gået ud – granlugten svag.
Sagfører Holme rejste sig og tændte lyset på skrivebordet.
Der lå en mængde dokumenter. Han tænkte på kontoret og smilede – evighedens underfundige smil til det forgængelige.
Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.
Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas.
Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.
Optakten til denne tekst er, at Jesus og disciplene er fulgt af store menneskeskarer. Jesus har helbredt mange bl.a. en blind og stum mand.
Hans optræden får nogle af farisæerne og de skriftkloge til at kræve et tegn af ham. Alle og enhver kunne jo komme og påstå at de var fra Gud og talte på Guds vegne.
Men Jesus svar er: I skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn.
Den fortælling kendte de godt fra Skrifterne.
Den handlede om profeten Jonas, der af Gud fik befaling om at drage til byen Nineve.
Han skulle råbe ud over hele byen, at Gud havde set deres ondskab. Og derfor om fyrre dage ville straffe byen.
Måske havde Jonas det bedst med at profetere gode ting.
Han kendte byens ry og ville nødig prædike dér
Ja, de kunne vel finde på at slå ham ihjel, hvis de ikke brød sig om ham og hans tale.
Jonas besluttede sig for at flygte fra Gud.
På havnen fandt han et skib, der skulle sejle i den stik modsatte retning – det skulle til Tarsish.
Men da skibet kom ud på åbent hav, lod Gud en storm rejse sig.
Bølgerne truede med at knuse skibet og sømændene var så angste, at de alle råbte til hver deres gud – undtagen Jonas.
Så kastede søfolkene lod, om hvem der var skyld i deres ulykke.
Loddet faldt på Jonas, og de greb ham Da fortalte han om sin flugt fra Gud, og indrømmede sin skyld i deres ulykke.
Og det endte med, at de smed Jonas over bord. Hvorefter stormen straks lagde sig.
Mens Jonas lå i vandet, kom der en stor hvalfisk og slugte ham. Jonas vågnede op inde i fiskens bug. Tre nætter og tre dage lå han der i mørket, så bad han til Gud:
“I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig;
fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp
og du hørte mig.
Du, Herre, min Gud, løftede mig op fra graven.”
Jonas blev hørt. På den tredje dag spyede hvalen Jonas ud igen, netop ud for den store by Nineve. Nu gik Jonas ind i byen, som Gud havde befalet ham.
Jonas udråbte, at Gud havde set byens ondskab – og derfor ville ødelægge den.
Efterhånden, som Jonas prædikede for indbyggerne i Nineve, skete der noget.
Alle lyttede og fortrød. Selv kongen klædte sig i bodsklæder: i sæk og aske. Og han befalede folket at angre deres ondskab og bede til Gud.
Og Gud så til byen og folkene dér og han hørte dem og han bar over med dem.
Derfor lod Gud byen stå, så Nineve stod hel og uberørt på den fyrretyvende dag og derefter.
Jonas var kaldet af Gud til at gå Guds ærinde.
Da han flygtede indhentede Gud ham, og førte ham gennem undergang og mørke i hvalfiskens bug til liv og lys, så han kunne fuldføre sit ærinde.
Jonas ord havde kraft og styrke, så folk i Nineve omvendte sig bare ved at han talte Guds ord. Tegnet Jonas havde fået, gav ordene styrke.
Til farisæerne og de skriftkloge, siger Jesus, at de ikke får andet tegn end Jonas’ tegn.
Og heri ligger der, at ligesom Jonas var 3 dage og 3 nætter i hvalfiskens bug, vil Menneskesønnen ligge et tilsvarende antal dage og nætter i jordens skød.
Ligesom Jonas blev befriet af hvalfiskens bug, vil Menneskesønnen opstå af graven.
Jonastegnet bliver et tegn, der viser:
– hvordan Gud er
– og hvem Jesus er.
For Gud er den Gud, der giver sig hen til lidelsen, døden og gravens mørke, men som også vender lidelsen, dødens og gravens mørke til opstandelse og befrielse.
Og gennem Jesus viser Gud, at han har magt, som kan forvandle livet, når det er gået i stykker – kan genoprette og forny det. Jonastegnet er derfor opstandelsens tegn.
Vi lever i spændingen mellem undergang og opstandelse, mellem død og liv.
Vi skræmmes af alt det, som sker ude i verden, vold, krig og ødelæggelse, især når det kommer tæt på os. Mod alle disse trusler har Gud givet os opstandelsens tegn.
Når vi oplever det, som om vi står i vand til halsen, eller mørket bliver tæt omkring os, da har vi brug for at høre Ånden, der bærer Guds ord til os.
Vi har brug for at høre livsmagten er til og sætter sig igennem trods alt det, der ødelægger os. Vi har brug for at høre Guds stemme, der kalder os op af dybet til nyt liv og håb.
I denne sammenhæng kan vi forstå udsagnet:
“Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Anden skal ikke tilgives.”
At bespotte er at forhærde sig, at lukke øjne, sind og sanser for Guds And og lukke for Andens virkning i vores tilværelse.
Og måske er det slet ikke svært at henfalde dertil, hvis vi ser alt for lidt til opstandelsens tegn i hverdagen..
Når bølgerne går højt og livets storme raser, så har vi som kristne fået et særligt tegn at holde os til: dåbens tegn.
Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.
Fortællingen i Mattæusevangeliet kaldes ”Lignelsen om de betroede talenter”.
Den får sit billede fra datidens dagligliv og pengesystem, hvor talenter er penge, der skal omsættes for at yngle.
Scenen er, at en mand vil rejse udenlands.
Han kalder sine tjenere til sig og beder dem forvalte formuen, mens han er borte.
Én giver han 5 talenter – en anden 2 og en tredje én talent.
Efter han er rejst går de to tjenere hen og handler med talenterne – og med held!
Pengene yngler til det dobbelte, så de stolt kan levere en forøget formue tilbage til herren, da han kommer hjem.
Men den tredje tjener graver sin talent ned i jorden.
Og da herren kommer hjem, siger tjeneren:
Herre jeg kender dig som en hård mand, der høster hvor du ikke har sået og samler, hvor du ikke har spredt.
Af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.
Se! her har du, hvad dit er.
Det var en velkomst!
Men det er da også kun halvdelen af samtalen mellem den tredje tjenere og hans herre.
Tjeneren tilbageleverer den nedgravede talent med begrundelsen: Herre jeg kender dig som en hård mand, der høster hvor du ikke har sået og samler, hvor du ikke har spredt.
Af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.
Se! her er hvad der er dit.
Tjeneren mener tilsyneladende at hans herre ikke har noget at beklage sig over – han har jo fået sit igen.
Nu er det ikke uforståeligt, hvis herren står undrende og spørgende
– og måske noget muggen siger:
Du dårlige og dovne tjener. Du mener altså, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået og samler, hvor jeg ikke har spredt. Hvis det er det billede du har af mig, hvorfor har du så ikke handlet i overensstemmelse med det billede? For så havde du foretaget en sikker investering og sat pengene hos vekselererne, så jeg i det mindste havde fået renter!
Lidt mere direkte kunne Herrens svar lyde således:
Hvis du virkelig frygtede mig, så havde du sørget for den sikre investering.
Men nu er du bare afsløret som doven, fordi du slet intet gjorde med talenten.
Og ikke bare det – Nej, det virker som om, du på stedet står og finder på en undskyldning, der skal forsvare din dovenskab.
Måske lyver du ikke bare for mig – måske lyver du også for dig selv. Du er måske blevet blind over for din egen løgn!
Sådan forstået, betyder ”doven” altså noget i retning af at være upåvirkelig af at der er vist en godhed og tillid.
Hvis lignelsen skal tale om andet end fornuftige og ufornuftige økonomiske investeringer, så er det vigtigt, hvad vi skal forstå ved ”talenter”.
På den ene side skal talenter altså ikke kun forstås bogstaveligt – dvs. som penge.
På den anden side skal vi heller ikke blot forstå talenter som evner mennesker har. Selv om der står at talenterne gives ’enhver efter hans evne’.
Det er jo ellers nærliggende, fordi vi fx betegner en kunstnerisk evne som et talent.
Talenterne får vi af herren dvs. af Gud. Det åbner perspektivet – ja, vi kan tænke betydelig mere omfattende. Vi kan sige så meget som, at vi får Guds formue betroet – vi får alt, hvad han har at give. Vi har fået livet selv betroet: Det at vi lever og selve det konkrete liv, som vi nu engang lever i vores hverdag. Det er vores livs lod.
Det er et vilkår at vi lever forskellige liv. Men vores særlige liv er vores særlige opgave
– og det liv må vi bruge efter bedste evne.
De to tjenere så livets opgave. Men de så mere.
For de så i livets opgave også en gave – nemlig en chance som gav dem nye muligheder.
Hvad gik der så galt for den tredje tjener?
Han fik også livets opgave, men noget tog fokus fra opgaven. Han så, at han blev betroet mindre end de andre to. Han så hvor lavt han blev sat i sammenligning med de to andre.
Han sammenlignede – så forskellen – så opstod misundelsen – og i samme øjeblik gik det galt.
Den sammenlignende misundelse overvældede ham, så han mistede modet til at gå i lag med opgaven eller helt blev blind for livets opgave.
Den tredje tjener er en advarsel.
Lader vi vores liv styre af misundelsen mellem mennesker, så bliver livet kun hårdt slid. Og livets chancer indskrænkes til at være muligheder inden for rammerne af andres standdarder for et godt liv.
Man kan blive blind for livets reelle opgave – og følgelig også for gaven heri.
Lignelsen siger, vi skal være tro mod livets opgave og gave: Det at vi lever, og selve det konkrete liv, som vi nu engang lever i vores hverdag.
Her er vores livs lod. Her skal vi se livets chancer.
Vi er sat et sted i verden for her at leve i kald og stand
og dertil hører bl.a. forældre, ægtefælle, børn, arbejde, naboer og verden omkring os.
Det er ikke bare et spørgsmål om klogskab, rigdom og styrke.
Det er et spørgsmål om på fantasifuld vis at udfolde lige præcis det, som vi nu engang har fået givet. Det er der glæde i.
Copyright Lenderkrogh 2018